Pølsetur til Odder

I forbindelse med vores (Tobias, Morten og jeg) projekt i faget Advanced Physical Computing skulle vi bruge et keyboard med MIDI ind og udgange. Vi var så heldige at Thomas, der også læser IT, havde et liggende, som vi gerne måtte låne. Det befandt sig dog imidlertid i Hov, lige syd for Odder, og vi besluttede os for at få en roadtrip ud af det…

På vej derned kom vi så igennem den famøse by Odder, der ikke umiddelbart så ud til at byde op til dans, men det viste sig hurtigt at vi tog fejl. På parkeringspladsen foran den lokale Idé Møbler var der stillet en pølsevogn op. Et lille håb om gratis pølser byggede sig hurtigt op i os, men da vi efterhånden var lidt sent på den i forbindelse med vores aftalte afhentningstidspunkt for keyboardet, kørte vi videre og krydsede fingre for at den stadig var der på tilbagevejen. Ca 1 km længere fremme kom vi så forbi den lokale Stark, hvor der minsandten også var opstillet en pølsevogn, denne gang dog i gården bag butikken. Nu var humøret og drømmen om pølse-festival i Odder efterhånden så højt at selvom vejret skiftede til silende regn og der stadig var et stykke vej til Hov var der liv og glade dage i Focus’en…

Efter at have hentet keyboardet var der ingenting der kunne stoppe os, vi skulle tilbage til Odder og have pælser ad libitum. Da vi ankom til Stark gik det dog op for at det måske var lidt for åbenlyst at vi kun kom for pølsernes skyld, hvis vi bare vandrede ind i vores relativt pæne tøj. Heldigvis havde jeg en fleecetrøje liggende i bagagerummet og med lidt hurtige modifikationer af resten af vores outfit, mente vi i hvert fald selv at vi godt kunne gå for reelle besøgende i et byggemarked. Indenfor mødte vi, ikke nok med mange friske Oddere (hedder folk derfra ikke det?), men også den lokale pigegarde, som spillede op inde i butikken. Men vi havde jo kun et mål forøje; pølsevognen i gården. Vores snedige udklædninger bar heldigvis frugt, og vi fik sneget os til ikke bare en, men to pølser og brød og en juice/kakao. Det viste sig desværre bare for det første at være kogte og ikke stegte pølser, som alle jo ellers ved er bedst, og at det var tæt på at være de dårligste pølser jeg nogensinde har smagt. At de ikke var kogt ordentligt hjalp heller ikke meget på oplevelsen, men de var jo gratis, så det meste røg da ned. Brødet og de våde vare var dog helt i top…

Vi skyndte os ud igennem butikken igen og kamuflerede vores intentioner ved at snakke om høvle på vej ud igennem kassen, meget snedigt syntes vi selv. Turen gi så fluks videre til Idé Møbler hvor forventninger til pølserne kun var blevet højere oven på den lidt tamme smagsoplevelse hos Stark. Vi startede dog med lige at skifte tilbage til vores normale look og gik en tur rundt i butikken, for igen at skjule vores intentioner med besøget. Ikke nok med at vi i det mindste havde været inde og kigge, men Morten købte faktisk noget derinde, så vi kunne uden hjertebanken nærme os pølsevognen og tage imod tilbuddet om “en pølse med brød?”. Hos Idé Møbler havde de heldigvis forstået konceptet og det var rigtig gode stegte pølser der blev serveret akkompagneret af Cola ad libitum, lækkert!

Da vi troede dagen ikke kunne blive bedre og var på vej hen til Focus’en igen for at køre hjemad igen skete der noget der skulle toppe det hele og gøre dagen helt perfekt. Ude på vejen kom en ældre herre kørende med i en grå stationcar, som pludselig mistede den forreste venstre hjulkapsel. Det fangede vores opmærksomhed med det samme, for det første fordi det lavede en vældig larm og så er det jo ikke noget man ser hver dag. Højt grinende fulgte vi spændt kapslens trillende tur rundt og rundt på kørebanen og over cykelstien. Den falder til sidst til hvile ude midt på vejen, hvor der hurtigt kom en bil, som undveg den og fortsatte uforstyrret på sin vej. Bagefter den kom der selvfølgelig endnu en bil og som endnu engang bare gjorde dagen bedre. Om chaufføren ikke havde set kapslen eller bare havde noget indædt imod den vides ikke, men han tromlede i hvert fald lige ind over den så den splintredes i 1000 stykker og efterlod os grædefærdige af grin. Turen var her fuldendt og da vi på ingen måde kunne rumme mere af Odder skyndte vi os ind i bilen og satte kursen hjemad og afsluttede en rigtig skæg dag…

Leave a Reply