Så er det ikke meget mere end en uges tid siden at der ENDELIG kom en officiel udmelding på karakteren på bachelor projektet, og som den tidligere post også viser blev det jo til en fornuftigt 10-tal. Helt tilfreds er man vel ikke, da det jo var darling-golf-projektet, men der er nu heller ikke noget at klage over…
Med denne sidste karakter på plads er alle eksaminer på bacheloren bestået, i første forsøg, og det er jo gået over alt forventning. Herunder kan man se hele mit eksamensskema med alle resultater og datoer. I øvrigt meget fedt at datoen på bachelor karakteren passer fint med eksamensdatoen, men at det lige tog næsten 7 måneder at få hjemmesiden opdateret…
Som det ses på skemaet er langt de fleste fag 5 ECTS-points fag, som er et udtryk for vægtningen af et fag. Hele uddannelsen består således af i alt 180 ECTS-point, hvor kun meget få af mine fag har strukket sig over flere end 5 point. Ud fra dette har jeg så lige for sjov skyld udregnet et snit på bacheloren, gående ud fra at et fag er 5 ECTS-point, og dermed at en karakter i fx et 10 ECTS-point kursus tæller dobbelt, og at beståede bestået/ikke-bestået fag ikke er talt med. Mit snit bliver således: 9.7. Det er ikke helt målet på 10, men hvad fanden :-D
Med den sidste karakter på plads er det vel også på plads at opsummere lidt over hvad de sidste tre år er gået med og hvad det er endt ud med…
Det hele startede jo dejligt blødt med introduktionsfag til både datalogiens, IT’ens og matematikkens verden. Det var generelt en god måde at starte ud på og så var det jo ikke ligefrem svære fag at ligge ud med. Efter det første semester begyndte tingene virkelig at tage fart og nogle af uddannelsens sjoveste og mest spændende kurser dukkede op i form af Fysisk Design og Produkt Design Projektet…
På andet året var der lagt op til at der skulle opbygges et mere teoretisk grundlag for vores arbejde og så skulle der ellers oparbejdes et kendskab til en lang række arbejdsmetoder og værktøjer, som vi kunne bruge i senere projekter. Alt i alt ikke det mest spændende år på uddannelsen, men set i bakspejlet er der da en del af det vi lærte som hænger ved og nok skal vise sig relevant i fremtiden, om ikke andet så på kandidaten…
Det sidste år af bacheloren blev så igen mere spændende og en lang række produkt design og projekt orienterede fag fik gang i de kreative processor, som helt klart er noget af det sjoveste at arbejde med. Ligeledes var der gode muligheder for at få testet alt hvad vi hidtil havde lært om prototyping i flere af projekterne og få endnu mere erfaring med at bygge egne produkter. Ligeledes kunne var der på tredjeåret endelig mulighed for at få nogle valgfag på skemaet, og det blev jo til en masse gode tider med 3D Studio Max og 3d moddelering og animation, som igen til sidst ledte op til en fedt projekt med en kanon fed prototype…
Og nu sidder jeg så her, og skriver på bloggen efter den første hårde uge på kandidaten er overstået, og ser frem til at komme i gang med nogle endnu mere produkt design orienterede fag hvor der skal prototypes, kodes, bygges og testes til helt nye højder og det forhåbentlig kan blive til endnu en lang række alt for lange nætter i studiets tegn…
Det bliver fedt!!!